Når lykken svigter :)

Når lykken svigter og man er allermest ked af det, kommer den så tilbage igen?
For ca 6 måneder siden stod jeg med Abigail på armen, 3 kufferter og to klapvogne. Det var alt hvad jeg havde og ejede på det tidspunkt i mit liv. Det mest dyrbare for mig var og er at min datter har det godt og er rask og jeg blev nød til at flytte mig for at komme videre...
At flytte et barn fra hendes far og omvendt at tage et barn så langt væk fra hendes far, har ikke været det nemmeste valg i denne verden, men for de der kender mig, ved de at det har været den rigtige beslutning.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på at når livet flasker sig og glider fremad mod det bedre, så må det være fordi man er på rette vej, selvfølgelig vil man få modgang, men det har der været nok af de sidste par år, jeg synes det kun er fair at det går fremad.
De tre kufferter er blevet til et lille rækkehus, fyldt med møbler, billeder og andre ting som mange af mine veninder og min dejlige familie har hjulpet mig til at få. Jeg ved ikke helt hvordan jeg kan takke dem nok, for jeg har ikke meget at give af, andet end et tak af hjertet <3 Danmark er uden tvivl et fantastisk land med masser af muligheder, som det har budt mig siden jeg kom hjem.
Jeg har det bedste job, med de bedste kollegaer som jeg glæder mig til at skulle stå op til hver eneste dag. Egentlig havde jeg ikke troet at lysten skulle komme tilbage til at blive sygeplejerske, men det gjorde også kan det dælme ikke være helt forkert at jeg står her igen.
Jeg fortryder ikke min rejse et eneste sekundt, for den har ført mig til hvor jeg er nu og jeg ville ikke være andre steder end lige her og nu.

                   Helt ind i hjertet, til dig der har hjulpet mig på vej og hjælper mig lige nu, tak <3

Der er stadigvæk en del udfordringer på min vej, men det kommer alt sammen til at gå, det gør det jo allerede nu, selvfølgelig har jeg dage hvor jeg synes livet er sindsygt svært, men det skal der være plads til, ellers ville jeg jo ikke kunne føle hvornår det er allermest fedt.

Staerkere end jeg troede jeg var...

Man aner ikke hvor staerk man er, til den dag man ikke har noget valg. Der er ikke tvivl om at vaere alene mor er noget af det haardeste jeg nogensinde har proevet. Jeg synes ikke rigtigt at jeg kunne diffinere min rolle som mor i USA, det var svaert for der var ikke rigtigt nogen i mit omraade der mindede om mig, hvad jeg stod for og hvordan jeg taenkte. Derfor var det en stor lettelse da jeg kom hjem og pludselig havde en masse moedre omkring mig, der gjorde og taenkte nogle af de samme ting. Ja, det kan godt vaere det lyder underligt, men proev at flytte et andet sted hen og du ved hvad jeg skriver om...
Oveni at skulle skilles, med en mand der bor paa den anden side af jorden, faar jeg aldrig en weekend loesning, en 7, 7 loesning eller nogen anden form for aflastning naar det braender paa i hverdagen. Det er jo ikke noget der kommer bag paa mig, det vidste jeg at jeg ikke gjorde og derfor tog det mig nok ogsaa laengere tid at flytte end de fleste ville have kunnet holde til. Det betyder ikke at jeg ikke elsker min datter overalt paa jorden og savner hende extremt hver eneste da naar vi ikke er sammen, eller ikke er konstant bange for at der sker hende et eller andet naar jeg ikke er der, slet ikke. Nogle gange har man bare brug for et break, en pause eller bare en der kan sige, ved du hvad Pernille, skal jeg ikke lige tage Abi onsdag aften saa du kan lave et eller andet du har lyst til! Naar Abi gaar i seng, og det goer hun ca kl. 19.30, ja saa er jeg meget fristet til ogsaa at smutte ind under dynen, men for at jeg ikke ender med at blive baby bims, bliver jeg noed til at sidde en time eller to, sumre foran computeren, haekle, ringe til en veninde eller bare faa ryddet op...
Sidste uge havde jeg en rigti moeg uge, jeg var sindsygt ked af at je skulle hente Abi og at hun for 3 gang havde en l... ble og roed numse, mens dagplejemoren stod og snakkede med en anden foraeldre og misforstaa mig ikke men det skal der vaere plads til, men fordi jeg er i en saarbar sutation og det er sket 3 gange indenfor kort tid, var min lunte bare naaet kunne jeg maerke. Jeg havde brug for en opfoelgning paa hvordan det gik og indkaldte til en samtale ) det har man ret til efter 3 maanender= ogsaa blev dagplejemoren soerme sur og ringede 3 gange til mig for at hoere hvorfor jeg ikke lige havde sagt det til hende inden. Naa, men jeg maatte saa til at forklare, hvorfor jeg havde indkaldt, fordi jeg jo havde ret til en opfoelgning, fordi hun altid snakker med de andre foraeldre naar jeg kommer og henter Abi. Jeg vil bare gerne vide om hun har haft en god dag eller ikke, om hun har sovet, spist og hvor meget, saa jeg ved hvor jeg staar naar jeg kommer hjem, skal give aftensmad eller putte i seng. Ja, ok, det lyder maaske som smaaproblemer, men i min verden lige nu, ja, saa er det moegsvaert at afbryde og spoerge hey, hvordan har mit barn haft det, naar de staar i hjoernet af haven og snakker lavmaelt. Jeg er vildt saarbar og bliver ked af det over naesten ingenting. Jeg synes bare at af af de vigtigste opgaver maa da for hulen vaere at skifte mit barn og nej, hun kan ikke selv sige til endnu. Det sagde dagplejemoren at hun jo bare kunne sige til.....
Jeg bor i Dybboel omraadet og her er bare ikke saerligt mange enlige moedre, saa jeg har ikke saa mange at sparre med, det er hammer svaert og a, jeg kan godt gaa og have lidt smaa ondt af mig selv nogle dage, men paa den anden side, aner je jo ikke hvad der er af problemer bag lugusterhaekkene paa min vej.

Derfor har jeg besluttet mig for at finde eller lave et netvaerk for enlige foraeldre i omraadet, jeg ved de maa vaere der et eller andet sted og jeg ved at der maa vaere nogen som har brug for hjaelp til hverdagen, til at snakke, pasning eller legekammerater. Jeg ved ikke helt hvordan oplaegget skal vaere, men vil i foerste omgang soege efter grupper eller lignende og snakke med den lokale sundhedsplejerske. Hvis der er andre der laeser denne blog og har forslag eller kender nogen der kender nogen, maa de gerne skrive til mig, helst en email paa facebook eller privat pboe@hotmail.com

Flyt dig!

Flyt dig, ikke til siden eller bagud, men flyt dig så du ikke står i vejen for dig selv:) Sådan lyder en umådeligt irriterende reklame i radioen for tiden, eller det vil sige sådan nogenlunde på den måde. I starten blev jeg en smule småirriteret, men på mange måder har reklamen jo ret, ikke bare i måden at sælge sit produkt på, men også når jeg tænker over hvordan mit liv har været her det sidste års tid. Jeg rammer snart årsdagen for hvornår jeg kunne have boet i USA i 2 år. Jeg er ikke sikker på om det rammer hårdt, men det rammer mig alligevel på en eller anden måde.
For jeg har flytte mig, rigtigt mange steder hen, og nu er jeg et sted hvor jeg gerne vil blive for en tid. Udlængslen ligger stadig dybt i mig, men jeg hverken kan eller vil rejse nogen steder lige nu.
Danmark er for mig et sted hvor jeg kan få lov til at være mig igen, lige nu. Jeg har flyttet os herhen hvor jeg kender tingene og jeg stoler på systemet. Tingene er faldet i hak fra dag 1 og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det nok var meningen, når dørene åbner sig en efter en, når man går den rette vej. Den anden vej var fyldt med bump og blinde veje, som ikke førte til vækst eller åbnede døre jeg kunne bruge til noget.
Utroligt nok er jeg mere afklaret end de fleste går og tror når de spørger mig, jeg kan også godt se at jeg "burde" gå rundt og sørge over en skilsmisse, men når den nu for mig er lykkelig og jeg er glad, så kan jeg ikke rende rundg og lade som om jeg er ked af det. Og jo, jeg har det da svært nogle dage, men mest fordi jeg er lidt usikker på om alt nu går som det skal, om vi nu kan klare os, om nu jeg får den familie jeg så gerne vil have. Men jeg stoler på at det her er en læreprocess jeg skal igennem og lytter efter hver dag om jeg har det godt i maven med mit vælg og jeg har endnu ikke været usikker på at vi er flyttet hjem. Jeg savner ikke USA, systemet eller det jeg havde, for der var ikke noget, der har større værdi end de værdier jeg har i Danmark. Jeg har taget mine ked af det dage i USA, jeg har grædt mine tårer og tænkt alt igennem hvad der skulle tænkes igennem.
Nu ligger min vej åben, jeg står ikke længere i vejen for min egen lykke. For jeg er glad lige nu hvor jeg er her, med den familie, de venner, veninder og det land som jeg elsker af hele mit hjerte...

Skibet er ladet med....?

Et normalt liv er egentlig ikke særligt inspirerende vel?
For hvad er et normalt liv sådan ca og hvorfor er man egentlig så sindsygt interesseret i hvad
hvad der sker eller er sket i andre folks liv? Og hvorfor bliver jeg så hulens sur når folk blander
sig i liv, når jeg lige gerne selv vil finde ud af hvad der er der foregår?

Mit skib er ladet med rigtigt mange ting som jeg har oplevet, mange ting som jeg bestemt ikke har
fortrudt på nogen måde og hvis det er interessant for andre folk at læse om eller snage i, er jeg nået
til det punkt at jeg ligeså godt kan skriv om det, så min egen historie kommer ud og ikke rygter om
hvordan jeg har det, eller hvad der er sket.

Abigail og jeg er flyttet hjem igen og det er vi af rigtigt mange grunde, men det vigtigste lige nu
er ikke hvorfor eller hvordan, det vigtige er har vi det godt og det har vi. At tage hjem var den rigtige
beslutning selvom den var hård. Vi er her nu og vi har det bare rigtigt godt. Abigail stortrives,
spiser godt og er begyndt at sove bedre. hun er startet i dagpleje og hun nyder det meget, selvom
hun jo har en stor moderbinding, da hun har været så meget ved mig.
Jeg arbejder hver dag på at få et arbejde, jeg vil bare så gerne arbejde igen, jeg har gået 2 år
nu i uvished, eksamner, licens søgning med mere, det har været hårdere end jeg nogensinde
har kunnet forestille mig. Jeg er træt af være uden arbejde og ønsker brændende at have noget
at gå op i og en normal hverdag. For nogle er det måske lykken at gå hjemme, men jeg ville give
rigtigt meget for at kunne arbejde igen. Jeg har dog en stærk fornemmelse af at det nok skal
komme her snart, imens indretter vi huset og får styr på en masse detajler der ikke ville være tid til
hvis jeg havde et arbejde...

Af hjertet tak til dem der har hjulpet os med alt hvad de nu kunne, jeg kan ikke sige tak nok til venner
eller familie som har stået her med åbne arme og taget godt imod os. Vi elsker jer

Mælkebøtten...

Nu har jeg boet i USA i over 1 1/2 år. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at det var nemt og hvis jeg skrev at alt altid var godt. Det er svært at flytte til et andet land, rigtigt svært, nogle gange så svært at jeg mest af alt har lyst til at tage flyveren hjem.

Jeg har svært ved at sætte fingeren på, hvad der er det sværeste og hvor den største udfordring er, men hver dag bliver det en lille smule nemmere. Da jeg tog valget om at flytte, vidste jeg godt at det ville blive hårdt, men jeg tænkte også at hvis nogen kunne, ja, så var det mig.

På mange områder handler det om at være stærk og det er derfor jeg har lavet overskriften, mælkebøtten. Den titter frem de mest mærkelige steder, fordi den er stærk og fordi den kan tilpasse sig. Hvilket på mange områder beskriver de egenskaber man skal besidde hvis man skal overleve at rykke rødderne op og flytte til et andet land.

Min allerstørste frustration er lige nu at jeg har dumpet min sygeplejerske eksamen herovre, 2 gange og jeg har pt ikke modet på at starte igen. Mælkebøtten i mig, har opstartet et nyt lille firma, som giver mig glæde i hverdagen og giver mig en anden identitet end at være mor og hustru. For mange kvinder er dette en livsstil herovre, jeg ville ønske at jeg kunne finde fred og være i nuet med de 2 roller. Sagen er bare den, at jeg har så meget mere at give end det. Jeg har gået hjemme med min datter nu i 14 måneder og før den tid, havde jeg været arbejdsløs i ca 18 måneder. Hver eneste dag der går bliver jeg mere motiveret til at få et arbejde og til at lave noget i mit liv der kan give mig mening og fylde. Mange ville måske sige, jamen giver din datter dig ikke mening og fylde, mit svar er, hun giver mig alt den mening, fylde, varme og kærlighed, mere end jeg nogensinde kunne ønske mig. De der er mødre ved hvad jeg taler om, når jeg taler om at have noget der er mit og noget gå op i. De fleste danske kvinder arbejder og har deres et års barselsorlov, når den er ovre, føler de fleste sig klar til at skulle arbejde igen. Jeg er nu nået til det punkt at jeg rigtigt gerne vil ud og møde andre, lære området at kende og skabe en omgangskreds her i området.

Jeg er så småt ved at finde nogle jeg kan "hænge" ud med, men dem jeg betror mig til er stadig i Danmark. Jeg har et billede stående, eller dvs jeg har op til flere billeder stående af mine veninder og jeg tænker på dem hver eneste dag. De er elsket og værdsat mere end nogensinde. Jeg føler ikke at jeg har mistet dem, teknologien bliver bedre og bedre og der er så mange måder vi kan snakke sammen på.

Min familie savner jeg også, men jeg føler også at vores forhold er så meget bedre, vores fokus er blevet på at have det godt sammen og nyde tiden sammen, i stedet for endeløse diskutioner som ikke førte til noget andet at folk blev kede af det. Jeg elsker at vi kan snakke sammen på skype og når jeg nu får det der længe ventende job, ja, så kan jeg måske komme hjem lidt oftere.

Hvis du læser det her, sidder i udlandet og er lidt ensom eller ked af det, er du velkommen til at kontakte mig, ligesom der er så mange som har tilbudt mig det samme. Altid gi mere end du tager.... Du er aldrig alene...

AT give mere.... Idag har jeg fuldført en lille del af mit Nytårsprojekt: at give mere. 3 hjemmestrikkede hatte er på vej til nyfødte babyer:) Og vi strikker videre, det er vildt hyggeligt og en glædelig lille ting at gøre :)

Winter Wonderland

Godt Nytår.... Og hvad nu?

Idag er dagen hvor alle formentlig ligger med tømremænd... Godt det ikke er mig. Livet med en baby er bare anderledes og når man ikke lige har familie i nærheden, kan man ikke bare tage ud for at feste. Jeg er ikke et sekundt i tvivl om jeg meget hellere vil vågne op uden tømremænd, til lyden af en glad baby som pludre løs. Livet som single var hæsligt, men der var også en masse sjove stunder. Det eneste jeg rigtigt savner er min træning, som var min store passion før, jeg trænede gerne et par timer hver dag, men nu tager det en evighed bare for at komme ud for at løbe. Jeg var ude at løbe igår, men av mine ben (skinneben) idag. Vejret er dårligt og vi afventer en stor storm.

Mit humør er lidt blandet på denne nyeste dag. Dagen vækker mange tanker om hvor en liv skal gå hen og hvor vidt man er nået i sit liv. Jeg mangler stadig at få min sygeplejerske licens og den er stadig ikke i hus, det gør min en smule deprimeret og jeg håber og beder inderligt til at jeg får den i år. Jeg bliver skør af at gå hjemme, jeg er træt af min hverdag, selvom jeg på samme tid ELSKER at være sammen med Abigail. Der er mange ensformige dage, som virker uendeligt lange og kedelige. Motivationen til at studere burde være der, men jeg må ærligt indrømme at jeg ikke har rørt min bog. Den står fremme og min datter har åbnet og lukket den flere gange, jeg må hellere starte idag, hvor der er 26 dage til min eksamen. Jeg skal gå i skole her om en uge og jeg glæder mig VIRKELIGT meget. For den første gang skal jeg ud for at lave noget som jeg virkelig holder af. Så mon ikke min motivation vender til bage stille og roligt. Det håber jeg:) Jeg er nemlig ret træt af at gå hjemme..... Hvor utroligt det end lyder.