På afvænning....

Jeg skal på afvænning næste år, på sukker og Amerikaner fælde afvænning.....

Maden er den værste fælde for mig herovre. Jeg tog 30 kilo på i min gravilitet, fordi jeg spiste alt for meget og ikke tog hensyn OVERHOVEDET. Hvad skete der lige der er så mit spørgsmål til mig selv. Jeg burde jo med min baggrund vide at jeg ikke skulle spise så meget, men gud hvor er der mange gode undskyldninger!!! Mad, mad, mad, kan fylde så UTROLIGT meget og specielt når man flytter til et nyt sted og lige skal prøve alt muligt og der er en Mcdonald for hver 1 km...

Sundere alternativer står den på i 2012 og de sidste 2 kilo skal af sidebenene, 2 kilo er ikke så slemt, men når man ikke har trænet særligt meget det sidste lange lange stykke tid, ja, så ser kroppen ikke helt ud som den plejer og øv altså for det....

Men for hulen Pernille, tænker jeg tit, så se dog at få fingeren ud og hver et godt forbillede for din datter og sådan skal det være fra idag af. Ikke mere SWEAT treats.... Det bliver hårdt, for jeg er afhængig, meget afhængig.... Starter med en morgen smootie og laver en update om en måned tid hvor det er gået... Opbakning kan godt bruges, hep hep hep.....

Nytårsfortsætter...

Der er en historie om mig, somde fleste nok ikke kender til. Den begynder i 2007, lige før årsskiftet. Lad mig sige det mildt, jeg var en smule forvirret i mit liv, jeg havde ingen kæreste, jeg var ked af det og mit job var meget stressende. Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle stille op med mig selv, for ingenting syntes at lykkedes for mig. Jeg havde været sygemeldt med stress i 3 måneder og ja, jeg vidste ikke hvor min vej skulle gå hen. Jeg blev enig med mig selv at det var bedst at lave nogle mål som jeg kunne holde for det nye år, år 2008. Jeg var trods alt snart 30 og jeg måtte da kunne få noget ud af mit liv, var mine tanker.... Jeg satte mig ned og skrev mine drømme ned. Udvalgte 3 som jeg mente kunne overholde, men tænkte at de nok var lige store nok. Den første var at løbe en marathon, jeg havde forsøgt før, men havde haft problemer med mit knæ, så det lykkedes ikke i første omgang. Jeg gik online og fandt et bureau som arrangede marathon til Berlin og meldte mig til, det måtte holde mig ved ilden :) Mine 2 næste fortsætter tog lidt længere tid før de tog form. Nr 2 var at jeg gerne ville til Grønland og arbejde, mest for at se Grønland og fordi jeg havde drømt om det i MEGET længe, specielt som sygeplejerske studerende, hvor der ikke var en praktik plads på det tidspunkt jeg gerne ville afsted. Jeg gik igang med at skrive ansøgninger, søge job mm og fandt et job på Dronning Ingrids hospital, jeg søgte og fik det, på samme tid søgte jeg et job på Thule Air Base, men fik det ikke i første omgang da jeg søgte for sent. De ringede til mig 2-3 uger efter og tilbudte mig et job, som jeg i første sagde nej til, hvorfor vides ikke, men dagen efter ringede jeg og sagde ja tak alligevel. Jeg ville så gerne til Grønland, sygeplejerske jobbet betalte ikke særligt godt, så forskellen i løn på basen, gjorde mig meget glad. Dette fandt jeg dog først ud af senere.

Det allersidste forsæt var at bestige Kilimanjaro, en drøm der ikke havde været der lige så længe som de andre to, men en som jeg gerne ville udforske mere og jeg tænkte at jeg kunne bruge min marathon træning til at komme i form til turen. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle få penge til turen, jeg havde lige købt en lejlighed og havde ikke alt for mange penge med min sygeplejerske løn. Jeg bookede turen alligevel, uden at vide hvordan jeg kunne finansere denne, jeg betalte depositum og et par dage efter fandt jeg ud af hvad jobbet i Thule betalte, hvilket held at jeg nu kunne få råd til min drøm.

Alle 3 fortsætter har ændret mit liv for altid. Det vil aldrig blive det samme og gudskelov for det. Jeg kan meget bedre lide den person jeg er nu, i forhold til den jeg var.

Jeg løb min marathon i Berlin en dag sidst i september 2008, en uges tid før jeg satte mig i flyveren mod Grønland. Det var intet mindre end en af de mest mindeværdige oplevelser i mit liv, jeg ville gøre det om igen imorgen, hvis det ikke lige var for den dårlige form jeg er i lige nu.

Turen gik mod Grønland Oktober 2008 og hvilket fantastisk enestestående oplevelse var det? Jeg har lært så meget af at bo deroppe, jeg har lavet ufattelig mange fejl og dumheder deroppe, men jeg elskede hvert sekundt af mit Thule liv og set tilbage er der ikke noget jeg vil ændre på, det er som det nu er og jeg har lært så meget om livet, der hvor der næsten ingenting er...

Kilimanjaro blev besejret en kølig morgen i februar 2009, jeg tog turen derned alene, eller dvs i en gruppe hvor jeg ikke kendte nogen til at starte med. Jeg var den næstyngste i gruppen. Kilimanjaro skal ikke undervurderes af nogen på nogensomhelst måde, det er en oplevelse jeg også ville gøre igen, imorgen og til hver en tid. Til jer der drømmer om et bjerg kan dette varmt anbefales. Jeg kom helt derud hvor jeg var lige ved at give op, det var 7 gange hårdere end min marathon, men jeg gjorde det og det var fedt.....

Succesraten for 2007/2008 nytårsfortsætterne var rimelig høj, så lad mig se om jeg ikke kan matche en lige så høj succesrate 2011/2012...

1. Jeg vil genbruge mere.... Amerikanere elsker gratis ting og efter jeg er kommet herover har jeg vænnet mit til at feks platisk poser i butikker er gratis, hvilket har resulteret i at vi har en million liggende, i starten synes jeg det var dejligt med gratis poser, men nu har vi bare for mange. Dvs den står på genbrugsposer fra nu af, jeg har faktisk en masse fra Thule...

2. Jeg vil bestå min sygeplejerske eksamen og få et job! Jeg har et helt år, det må kunne lade sig gøre. Jeg har meldt mig til undervisning og begynder den 9 januar 2012, jeg skal til eksamen den 26 januar 2012, spændende. Jeg bestod ikke den første gang, så bedre held denne gang....

3. Jeg vil være mere sund..... GOSH, jeg lovede mig selv at jeg ikke ville falde i Amerikaner fælden... Og hvad gjorde jeg, jeg er faldet i med begge ben, det er nok dobbelt så mange kalorier i alt hvad de spiser herovre og vi har alt for meget sødt i huset, ud med det og ind med gulerødderne og broccolien.... Jeg tog 30 kilopå i forbindelse med min gravilitet, selvforskyldt... Jeg har tabt de 28, men min krop er ikke den samme, derfor skal der arbejde på den.....

4. Jeg vil give mere. Hvis der er en ting Amerikanerne kan, så er det at give til andre. Jeg har oplevet den største åbenhed og folk som jeg knap nok kender har givet mig gaver i forbindelse med at Abigail kom til verden. Jeg er forevigt taknemmelig og er pt i gang med at strikke hatte til alle mine veninder som lige har fået babyer og som forhåbenlig ikke har tid til at læse min blog!!!!!!!!!!!!

5. Det allersidste fortsæt er: at jeg vil fortsætte denne blog, ikke hver uge, men jeg vil forsøge at skrive en lille smule hver dag!!!! GLUP, den bliver nok den sværeste!!!!

Hvad er dit nytårsfortsæt????

Kulturforskelle som ny mor....

Er du nybagt mor? Så kan du måske nikke genkendende til nogle af de ting som jeg vil skrive om her. Først tillykke med din nye titel, velkommen til et lille nyt vidunder. Jeg er sikker på at du er den bedste mor i verden, men selv den bedste mor i verden kan undrene løbe imod modvind når der snakkes om amning, julemænd, at sove sammen med sit barn, vaccinationer, øjencreme eller omskæring af babyer. Det er utroligt hvor mange meninger og hvor hadefulde kvinder kan blive i samtaler om ovenstående emner. Alt respekt for at der er meninger og holdninger, men hvor er åbenheden og accepten af at vi alle ikke behøver at gøre det på samme måde?

1. Amning vs flaske...

Gud være med den som bringer dette op i en fødselsforberedelsklasse herovre... Jeg var til fødselsforberedelse og en mor sagde at hun overvejede at hun ikke ville amme, det var bare ikke for hende og så var helvede sluppet løs, den stakkels mor skulle høre på undervisningernes stærke holdninger om hvad der er bedst for barnet og lad os se det i øjnene, fakta er: det er bedst at amme, men det er bare ikke alle der synes det er lige fedt og fred være med det. Der findes millioner af støttegrupper for ammende kvinder, men faktisk synes jeg at der skulle være støttegrupper for kvinder der vælger ikke at amme, for det er dem der er mest udsat for andres holdninger om at de ikke gør det der er bedst for deres baby.

Jeg har selv siddet i den situation at jeg ikke kunne amme mere, pga tilbagevendende brystbetændelse, antiobiotikabehandling pga infektion og behandling med smertestillende der ikke var godt for mit barn. Jeg har været skuffet og ked af det og vildt irriteret over min Yogalærer som absolut skulle nævne hvor fedt det var at se at der var så mange der ammede mens jeg selv sad med en flaske, hvor der faktisk var brystmælk i. Jeg kunne have slået hende ned, fordi jeg selvsamme uge havde kæmpet med for lidt mælk og for lidt søvn da min datter ikke fik nok mælk. Jeg skulle heller ikke nævne at jeg havde brug for en pause fra amningen i min mødregruppe herovre, de gloede på mig som om jeg har underlig og fra en anden planet da jeg fortalte om at jeg synes det var himmelsk at min datter ville tage en flaske, så jeg ikke have hende på brystet 23 timer ud af 24...

Til alle kvinder der giver flaske, hver stolte af at i gør hvad i synes er bedst, for hvad i har det bedst med, er det bedste for jeres baby.... Lav en støttegruppe som kommer jer til gode, for jeg er træt af hellige ammende mødre....

2. Øjencreme og gonore.

Den første gang vi skulle besøge hospitalet for at se hvor det var jeg skulle føde, skulle vi underskrive et hav af papirer, heriblandt også et papir hvorpå der stod at det var ok at vores barn skulle have øjencreme i hendes øjne lige efter hun var blevet født for at undgå blindhed som kunne forårsages af gonore... I forbindelse med min immigration til USA er jeg blevet undersøgt for ALT, jeg mener virkelig ALT også kønssygdomme... Jeg sagde at der ingen risiko for at jeg havde gonore og svaret var om jeg ville risikere at mit barn blev blind!!!! Hvad svarer man så??? I USA er det rutine, noget der bare gøres og ingen stiller spørgsmål. Grunden til jeg ikke ville have denne creme i mit barn øjne med det samme var og er stadigvæk at jeg ville have den første øjenkontakt med mit barn, det var noget af det jeg havde glædet mig mest til og jeg ville ikke ha at hun skulle have en creme i øjenene når det ikke var nødvendigt... Vi blev så enige om at hun først skulle have det i efter en time, så jeg fik den første time med hende. Men jeg var alligevel skuffet over det, synes ikke de hørte efter og at de gjorde noget uden form for understøttelse af at det virkelig var nødvendigt og livsvigtigt. Ret mig hvis jeg ikke har ret når jeg skriver at babyer ikke får denne creme i øjnene i dk? Da dagen kom hvor hun blev født, gjorde de det alligevel uden at spørge mig af om det var ok og jeg blev vildt sur, men sagde ikke noget da jeg var sindsygt træt og alt andet gik så godt, det er først her nu efter at jeg virkelig er skuffet over det, et lille overgreb fra deres side synes jeg det er... Men det er bare min mening...

3. At sove sammen med dit barn...

Også her kommer følelserne op til overfladen og markante meninger flyver rundt i rummet når du er ved lægen og faktisk tør indrømme at du sover sammen med dit barn. I Danmark har vi små dyner og puder til barnet, herovre må der INGENTING være i sengen da barnet kan dø af dette. Hvis du sover sammen med dit barn er du underligt og udsætter dit barn for ekstrem fare og risiko for døden, du gør dit barn for afhængigt af dig osv osv. Jeg er træt af det, jeg sover sammen med Abigail og vi har det godt med det, vi har haft det godt med det lige fra starten og hvis du har et problem med dette, så del din mening i stilhed for ingen er ens og hvad jeg gør er nødvendigvis ikke det rette for dig. At sove sammen er noget der gøres i rigtigt mange kulturer, men her skal vores børn lærer fra starten af at være selvstændig, sove alene og bla bla bla. Jeg sover sammen med Abigail fordi det er bedst for os, hun får en masse tryghed og når hun er klar kommer hun til at sove alene, hvis du ikke deler samme mening, så hold din mund....

4. Skal hun vaccineres eller ikke?

De har det vildeste vaccinationsprogram herovre... De små pus bliver vaccineret for alt mellem himmel og jord fra de bliver født og et halvt år frem også er der heldigvis en pause. Også her kan ordene være hårde og du kan blive beskyldt for at være ond imod dit barn og nogle er ligefrem blevet fortalt at det er bedre at barnet måtte dø, end at udsætte dem for at blive vaccineret. Igen her, synes jeg at det er en personlig sag hvad man ønsker for sit barn, jeg har ladet Abigail vaccinere, fordi jeg mener i bedste forstand at dette er bedst for hende, da vi skal rejse meget.plus de fleste daginstutioner herovre kræver at barnet er vaccineret. Men del din mening i de forskellige kvindeforum herovre, læn dig tilbage og læs angrebet stille og roligt fra din computer, hver beredt, det er et følsomt emne....

4 små ting som kan få alles blod i kog herovre og folk der ellers virker rolige til at diskutere højlydt og få mig til at grine af dem eller mig selv. For hvem er vi og hvordan kan vi dømme andres måder at være forældre på? Hver dog en smule åben og lyt før du kaster din mening ud i et forum med kvinder vis hormoner sidder udenpå tøjet. Hver beredt hvis du tør, og ha dine argumenter i orden, for det kan blive en hård kamp.....

Der hvor kærligheden gror...

Et år er gået. 365 dage i USA er gået. Jeg har med sommerfugle i maven ventet på denne dag, da den er skelsættende for mit vedkommende. Tiden er gået så hurtigt og det føles som igår at jeg satte mine fødder i Los Angeles, Californien.

Jeg tror der er mange der har tvivlet på mit valg, nogen har givet udtryk for det, andre har sagt det indirekte, men de fleste har støttet mig i mit valg om at flytte derhen hvor kærligheden er. En af de "værste" fordomme på min tidligere arbejdsplads var, at Amerikanere løj og at min kæreste helt sikkert havde en skjult familie i USA og når jeg flyttede derover ville jeg lære sandheden at kende og flytte hjem igen ligeså hurtigt som jeg var flyttet derover. Det er sket før, ja, men der er også sket andre ting når mennesker har fundet kærligheden et helt andet sted end deres hjemland. Kærlighed kender ikke grænser, specielt ikke landegrænser.

Jeg kan dog ikke sige at det var et nemt valg, men når andre så på mig og spurte "hvorfor"? svarede jeg, "hvorfor ikke"? Hvorfor ikke prøve det af, det værste der kan ske er at jeg tager hjem igen og hvad så? Så har jeg prøvet det og givet det som gør livet noget værd, kærligheden en chance...

Ikke et sekundt har jeg følt mig uvelkommen eller uelsket herovre. Jeg har følt mig velkommen og "hjemme" lige fra starten. Jeg har været rigtig heldig at være omgivet af kærlige og givende mennesker, som vil mig alt det bedste... Du kan også spørge mig mig om jeg har været ked af det, skuffet, har haft hjemve, været rastløs, ville tage hjem og jeg kan svare ja til spørgsmål, hvis det er det du gerne vil høre om:) Men hvad nu hvis det ikke er det jeg vælger at sætte mit fokus på, så bliver min historie meget anderledes og til en solstråle. For hver dag der går, bliver jeg mere og mere glad for at være her... Det er som at komme hjem til et hjem jeg ikke vidste at jeg havde.

Jeg er sikker på at jeg bor der hvor kærligheden gror....

363 dage i USA

363 dage i USA... Det er det længste jeg nogensinde har tilbragt udenfor lille DK... Jeg har en lidt underlig fornemmelse i maven over det, en lille længsel efter at komme til dk, men er for det meste bare lykkelig her lige nu hvor jeg er:)

Der er nogen der siger at den der overlever ikke nødvendigvis er den stærkeste eller klogeste men den der tilpasser sig bedst. Jeg må være enormt god til at tilpasse mig, da jeg har overlevet det første år i et andet land. Jeg ved ikke om jeg ville have klaret det uden de fantastiske mennesker omkring mig. Der er sket så ufatteligt meget bare på et år, håber på at det kommende år bliver lige så godt som det første år:) Der har været op ture og store nedture, men opturene har været de bedste og se hvor vi er nu? Det er fantastisk hvordan tingene har "flasket" sig, som om der var en større mening med tingene... Alting tager sin tid og ting kommer når tiden er til det. Nogle gange bliver jeg bare utålmodig:)

Ja, jeg savner mit hjemland, men jeg er så glad og lykkelig her. Håber dog på et besøg hjemme snart, dog har en jeg stor eksamen forude og forhåbentligt et arbejde snarest. Jeg savner at arbejde, at have noget at kalde mit og møde nye mennesker. Faget som sygeplejerske savner jeg også, men jeg er så glad for den "pause" jeg har haft fra faget, det har givet mig stof til eftertanke og jeg synes jeg er vokset med pausen.

363 dage, snart et år.... Lad næste år blive lige så fedt :)

-Abigail Clara-

Mens vi holder hånd,

binder vi tætte bånd

Jeg elsker dig

mer end jeg kan beskrive

alt i verden vil jeg dig give

med dig på denne jord

er verden ikke helt så stor

Jeg elsker alle de små smil jeg kan få

snart vil du ud i verden gå

Hver eneste dag

er det mit hjertets sag

at lade alt min kærlighed

blive til virkelighed....

How to get a Nursing License in USA

My writting english is not the best, but I have to practice right :)

My impression of getting something transferred to the States is first of all that they really don't like anything that is not American and second there is alot of people out there who is making money out of anything. Here is an short discription over my journey to get my education approved in USA. My hope is that anyone who needs help will write me and I really hope I can be helpful to anyone who is trying to get their education in USA.

It all started in California in August last year. August 18th I arrived in the States, in California/Los Angeles. I was exited, tired and pregnant. I missed my flight in New York, but got upgrated to first class, and what a treat :) I loved flying first class, don't think that I can go back to "monkey buisness" again:)

The very first step to get my Nursing License, was to get a Green Card, which I got and after that I had to wait for my social security card to show up, I waited for a looong time and no SS card. We went down to the SS office and they could inform us that I would not have got any with the mail, some misunderstanding with the papers in Denmark and the government in USA, so I applied at the SS office and was able to pick up my number the following monday, lucky me:)

I already researched how to get my Nursing License in Thule. I starts with getting the SS number, after that you have to get your fingerprints checked, fill out some forms and send them to the California Board of Nursing. Forget about calling them to ask any questions, it takes forever and if you get a hold of someone like an answering machine, they don't call you back:/ I got all my forms send, fingerprint card send in october, ready go, I was thinking maybe a month or two and I would have my license, how naive was I?

I got notice back from California, that they needed more information from my school, since the school ever been evaluated in California. But my school in Denmark had little resources to help, so they advised me to fill out the papers myself. Of I went to google land, I googled everything I could, wrote emails to all people I could find on the internet, who would be able to help. I got all the papers filled out, send back to Denmark, they looked them over to see if the answers was right and send them back to California. We are now in late november 2010. They got the papers and I was waiting for them to write me back to tell me that I was able to get my curriculum translated. I found a translater who would translate the papers for around 1000 dollars. I already but in alot of money, but there was no other way then pay the fee and get them translated. In January I wrote California Board of Nursing, again and no answer, I waited and wrote them again, got a note back saying that the person who had my case was on leave for a month and she would be back in february. In february I contacted her again, no answer, so I called, left a message, waited, no answer. I wrote them an email again and got the notice that she left her job and my papers were gone. I was very pregnant at that point, disapointed and I felt like giving up. After endless twisted and turning the story with my mother in law, I got myself back on track, wrote my school that they had to send the papers again. There was a specific piece of paper that was missing, I got that send and now I just had to wait. While waiting I got the translation of my curriculum started. It also took longer that expected and we are now in april 2011.

Finally I got everything done, ready to send from the school and from the translater, everything was send with tracking number, since I now didnt want to take any chances at all. I also had a new born baby, so everything just took a little longer.

My Nursing school in Denmark had exams and again I had to wait a month before they send the papers, but they did a good job.

In between all this I decided to start a process in Michigan, I thought, why not. So I started to apply in Michigan to. This a totally different process, it goes through a organization called CGFNS. The thing is, if I have a license in California I can transfer that license to Michigan, but since it was taking me forever to get the license in California, I thought I would just start in Michigan and get the process going.

Before the CGNFS approved my papers, I finally got a letter from California saying that Im now able to take the NCLEX exam. Im sitting here with my book, that I bought in California, its 1200 pages and to be honerst, it looks really boring. But im too exited to even think about that, let me get started. I feel like im in control again, now its up to me to take this exam and pass it. Only me, not some people who is in charge of my future... You might ask, why I havn't started studying yet, that is because I didn't know when I would be able to take the test, I started many times in LA, but I gave up because it took so long.

For all the people who might start a process getting a Nursing license in USA, feel free to send me a message: pboe@hotmail.com and I will try and be as helpful as possible.

This is my journey, I hope it was easier for other people, but im so happy that I am were I am right now. Wish me luck, im off studying....

Om at finde en ven...

Ak, ja hvad gør man når man har boet i USA i snart et år og man ikke rigtigt har fundet en omgangskreds eller nogen man kan "hænge" ud sammen med, uden det er mandens kollegas koner... Vi er efterhånden flyttet et par gange og jeg er sikker på at det nok skal komme en dag nu hvor vi har fundet et mere fast sted at være. Det er faktisk det hårdeste tror jeg, ikke at jeg ikke gerne vil have Arons venner, men at finde mine egne er noget sjovere:) Og hey, jeg har jo faktisk en dansk veninde som er min ven og som bor "forholdvis" tæt på. Det er lidt træls at skulle "lede" efter dem hele tiden, man vil jo heller ikke være sindsygt pågående og trænge sig på hvor andre har deres liv og venner. Danmark virker så lille når man bor herovre, alt virker mere simpelt hjemme, hvor man kender gader, byer, stræder, venner, venners venner, familie og andre familier. Alt sammen noget jeg nok også ville gøre hvis jeg havde levet hele mit liv her i lille Scotts, der er mindre end V.Sottrup... Jeg keder mig egentlig ikke, men det ville være rart at have en ven at kunne snakke med eller tage ud at shoppe med. Min begrænsning er nok også at jeg ikke har fået min licens som sygeplejerske endnu, så jeg kan ikke komme alt for meget ud. Lige nu står den på mor/barn Yoga og snart svømmetimer, så må der sa dukke en ven op:)

Er der nogen derude der har prøvet det samme???

Skal man elske amning???

Fra inden jeg blev gravid, var jeg skudsikker på at jeg skulle amme. Der var ikke noget der, det skulle og ville jeg bare. Mens jeg var gravid, var jeg også 100 procent sikker på at det skulle jeg nok kunne klare, ingen problemer, min søster var vildt god til det, så hvorfor skulle jeg ikke bare også være monster ammer???

Jeg måtte bide min kækhed og ord i mig igen. Bitter var jeg flere måneder efter... Jeg løb ind i problemer lige fra starten. Min datter var sulten da hun kom ud og min mælk løb ikke til før på 5 dagen, hvilket resulterede i en MEGET sulten og skrigende baby. Vi måtte supplere med mælkeerstatning og på det tidspunkt var jeg rimelig ligeglad efter fødsel og ingen søvn i en uges tid, skulle hun bare have mad... Jeg var træt, rigtig træt. Da der ikke kom nogen mælk, var jeg nød til at lade hende amme meget og pumpe mælk på det andet bryst på samme tid. et noget ømt syn med en baby på det ene bryst og en pumpe på det andet, mens min mand lavede mad og sørgede for at jeg fik vand at drikke hver gang. Mine brystvorter var ødelagte næsten med det samme og jeg krummede tæer når hun lagde sig til ved brystet. Det var med meget blandende følelser jeg fortsatte. Jeg måtte bruge en suttebrik, alverdens cremer mm. Efter nogle måneder fik jeg den første ud af 5 brystbetændelser, høj feber og jeg var alene med 2 hunde, ny baby i vintermånederne i nord Michigan.

Og hvor blev alle følelserne af? Hvor blev den der, ihhh, hvor er det fedt at amme følelse af? Den kom, undskyld mig, sku da aldrig. Jeg synes det var pisse hårdt, jeg græd tit, var alene og synes at det hele bare var noget hø. for jeg ville gerne lære at elske det? Jeg ville gerne have den der fede følelse alle blade skriver om, den kom bare aldrig. Jeg hadede det virkelig.

Reddet blev jeg af sutteflasken... Min kære svigermor og jeg gik i skarp sutteflaske træning efter 2 måneder, for så kunne jeg i det mindste for en pause nu og da. Og hvilken lettelse, da hun endelig ville tage den? Pludselig blev jeg mere fri og vi kunne tage steder uden jeg skulle sidde og gemme mig under mit ammeforklæde hver gang. Jeg var naturligvis en smule afhængig af pumpen, men det var hvad det var, jeg havde nu en lille smule mere frihed og kunne nu kigge min datter i øjenene når hun spiste, hvilket for mig var en langt større mulighed for at se og lære hende at kende.

3 måneder var nu gået, jeg fik brystbetændelse igen og mine tænder føles som et sandt sensitivt medium, som ringede af smerte hver eneste gang jeg ammede, eller satte punpen til. Det skal siges ta jeg ALDRIG har haft problemer med mine tænder før jeg begyndre at amme og av for den, jeg lærte sandheden at kende da jeg gik til tandlæge og blev beordret rodbehandling, smertestillende og antibiotika i 10 dage. Dette var dråben da fik det hele til at gå i vasken. Min mælkeforsyning blev så forringet at min datter vågnede hver 2 time nu og ville spise. Jeg var dødtræt igen og nåede aldrig at komme ovenpå efter hver antibiotika behandling, Abigail blev også syg hver gang, hvilket resulterede i at jeg nu efter ca 4-5 måneder gik over til mælkeerstatning. Og hvilken lettelse var det for os alle? Jeg ammer nu 4-5 gange og dagen og giver hende mælkeerstatning samme antal gange. Jeg har langt langt mere overskud, skattepigen sover nu meget bedre.

Der er så mange delte meninger om amning og hvad der er det rigtige. Jeg har siddet til mange møder både med gravide og ammegrupper, hvor de kigger mærkeligt på en hvis man ikke lige elsker at amme. Hvor er så alle de andre der har det på samme måde som mig? Der må da være nogen der synes det samme og har haft en hårdt ammestart eller bare nogle problemer som gjorde at de ikke kunne forstætte? Jeg bliver kigget mærkeligt på, hvis jeg siger at jeg har brug for en pause, for det har jeg, det er benhårdt arbejde.

Nu nyder jeg min tid med Abigail, vi hygger når hun gerne vil amme, for jeg har overskud til det. Jeg nyder at hun sover mere, dvs jeg sover mere og alle i huset for noget mere søvn.

Fred være med det, det var og er nok den største skuffelse at man ikke bare kan elske noget som man troede man ville elske.

Living in Scotts Michigan

Det er lang tid siden jeg har skrevet noget som helst, jeg har haft en smule travlt med Baby Abigail, flytning, barnedåb, besøg fra dk og bare generelt travlhed. Men nu er det tid til et nyt indlæg, som jeg ikke helt ved hvad skal handle om.

Nogle gange støder man på folk i denne verden, som bumper ind i en, enten er det tilfældigt eller er det fordi man har brug for dem på det tidspunkt de dumper ned fra himlen. Du ved hvem du er, hvis du læser dette :) Det er sjovt og ganske dejligt når det sker og det sker altid for mig når jeg har mest brug for det. Hvor heldig kan man lige være. Elsker mennesker som inspirerer mig, som giver mig det sidste puf i den retning mit liv skal gå. Herligt ikke? Har du også sådanne oplevelser?

Til noget helt helt andet. Nu bor vi jo i Scotts Michigan med vores lille datter Abigail, Gravhundene Sammy og Freddie og det nyeste kuld Shæferhunden Charlie. Det er et fantastisk sted at bo, helt ude på landet, med masser af grønt, træer, vand, dyr, ikke så mange huse eller forurening som LA. Jeg elsker det, vi elsker det. Det er dejligt at kunne gå ud og slappe af i haven, lue ukrudt, lege med Abigail eller vapperne. De elsker det også her :)

Mens vi venter...

Mens vi alle venter spændt på lille Abigail skal bestemme sig for hvornår hun vil fejre sin fødselsdag... Jeg er klar, så klar til at hun skal komme ud. Helst med det samme!!! Tror ikke at mit maveskind kan holde til mere belastning og vil nødigt have de der skrækkelige strækmærker som nogle kvinder får!!! Jeg har ikke et eneste indtil videre og beder til at det må blive ved med være på den måde. Jeg er træt, min krop er træt, jeg sover ikke meget om natten, er oppe hver time for at tisse!!! Sjovt en enkelt nat, men i nat, åh, jeg har sovet mere elendigt end det ville være at blive vækket af et lille pus der er sulten. Jeg kommer nok til at æde mine ord igen, men lige nu virker det bare som en bedre grund til at vågne... Mine hofter skriger af smerte hvis jeg ligger mere end 2 timer på samme side, selvom de er polstret op med puder på begge sider... Jeg kan ikke vende mig uden at vække hele huset, hunde og mand. OGSÅ snorker jeg som en mand!!!! Aron vækker mere op til 3-4 gange fordi han ikke kan sove pga min snorken.... FLOT....

Det er Valentins dag idag, jeg kan godt vente til imorgen, men så må hun også gerne KOMME UUUUUDDD.... Træk bundproppen Abi og kom ud for at leg med os.....

Michigan is like coming home to a home I didn't know I had....

Michigan is like coming home to a home I didn't know I had.... Det er virkelig sådan jeg har det. Jeg elsker at være her, her er vidunderligt. Naturen er enestående og menneskerne er helt fantastiske. Jeg ved ikke hvad jeg fik tiden til at gå med i Los Angeles eller hvorfor folk gerne vil bo der, midt i forurening og ca 10 millioner naboer. Måske er de fordi jeg er født og opvokset laaangt ude på landet, med en mark som nabo og 11 kilometer til den nærmeste "store" by. Jeg føler mig vildt heldig at vi kan bo her tæt på Arons forældre, at vi har fundet den bedste fødselslæge og et sødt lille hus som skal danne grundlag for Abigails første hjem. Godt nok har vi ikke meget plads, fremtiden er usikker, men vi har det godt og her er trygt og rart iforhold til storby liv... JEG ELSKER AT VÆRE HER....

Du betyder mere end du tror....

Du betyder mere end du tror... Ja, dig, dig der læser det her, der ligger på mine billeder, der følger med, kommer med kommentarer til mine nogle gange lidt desperate status opdateringer. Du betyder mere end du tror, fordi jeg sidder herovre i Michigan og ikke har meget andet netværk lige pt, end dig og de andre... Det varmer mit hjerte når jeg hører fra dig, lige meget hvor meget vi har talt sammen før, så ved jeg at du er der, altid og hvis jeg ikke hører fra dig i noget tid, en uge, en måned eller måske et år, så ved jeg alligevel at du er der. Jeg savner dig at kunne ringe til dig, at se dig smile og høre din stemme, men vores veje går ikke altid samme vej. Det betyder ikke at jeg ikke altid vil være der, for det vil jeg. Jeg er trofast og vedholdende lige meget hvor i verden du er og hvor i verden jeg er, så vil jeg aldrig glemme dig, så gæem ej mig. For du har en plads og du har rørt ved min sjæl og mit hjerte, så bliv og du vil aldrig fortryde at du valgte at være min ven....

Bitter Sweet USA...

Efter en lang tur tværs over USA, er vi endelig nået til det kolde nord og har holdt hvis jul/nytår sammen med Arons dejlige familie :) Skønt at være nær nogen man holder af, så føler man sig lidt mere hjemme. Californien føles kold selvom der var varmt, men Michigan føles varmere selvom her er koldtt og det sneer:)

At køre gennem USA, giver anledning til mange tanker om landet som helhed, men også ens egen rolle i det store univers. Der bor ca 310,574,869 mennesker i USA og jeg er ikke engang sikker på hvordan tallet udtales. Det er vanvittigt mange når man tænker på at jeg kommer fra Danmark hvor der er ca 5,5 millioner mennesker!!! Gennemsnits lønnen for en familie der bor i dette område er 38.000 dollars, OM ÅRET... Ja, du læste rigtigt 38.000 dollars for en familie om året... Naturligvis betales der ikke så meget i skat, men der er bare ikke plads til meget luft i økonomien ved siden af, hvis familien feks har 2-3 børn, eller flere, der skal betales for forsikring, skole mm. Jeg ved ikke hvad gennemsnittet var i Los Angeles, men den må bestemt være højere end her. Alt er anderledes fra Los Angeles til Michigan, ikke kun de mennesker der bor her, men også huse, bygninger, træer, naturen, renheden af vand/luft, ja, faktisk mere eller mindre alt. Det skal ikke være nogen hemmelighed at både Aron og jeg er MEGET gladere for at være her, selvom indkomsten falder, der er længere til ting, som feks et fitnesscenter. Det er bare mere os at bo et sted hvor vi kan trække vejret uden at skulle tænke på luftforuregning, eller at skulle filtrerer vandet inden vi drikker det.

Vi har fået en lille træhytte som ligger ud til en stor sø, der nu er frosset til. Vi kan se isfiskerne små huse på søen og der er flere snemobiler der suser forbi hver dag. Her er vilde kalkuner på vejene og i bedstemors have, hvor der også er spætter, mange forskellige typer og arter, som jeg aldrig har set før. Det er ret sjovt at bruge tid på at sidde og kigge lidt på de små fugle og hygge sig med en kop the...

Man kan for tiden se vores situation på mange områder, lige fra at vi er i den mest elendige situation for intet ser ud til at lykkedes for os og vi ikke har meget held på vores vej, til at vi er de mest heldige mennesker på jorden som pt har tid til bare at være os to i en træhytte nordpå:) Jeg vælger at se på livet, positivt, for hvad ellers kan jeg? Det ville være intet andet end miserabelt at vælge den anden løsning. Tænk engang at vi har så meget tid nu her til at forberede os til at blive forældre, ja, der er nogle småting som ikke lige går efter planen, men hvornår går noget nogensinde efter planen? Ikke ofte vel? Vi har hvad vi har brug for lige nu, et sted at bo, mad, hinanden og de ting vi har brug for mht babyen:) Så alt i alt har vi ikke brug for meget andet end det:) Naturligvis skal vi finde ud af en del ting her den kommende tid, men det er ikke værd at stresse over mere end højst nødvendigt, det er ikke sundt for babyen anyway:)

Jeg tror på at ting sker fordi der er en mening med det og meningen er at vi skal være her i Michigan lige nu, der hvor Arons familie og venner er til at støtte og hjælpe os nu hvor babyen kommer. Det ville ikke være ligeså fedt at være i Californien, hvor vi ikke kender så mange. Jeg ville naturligvis gerne have at min familie var tæt på også, men man kan ikke få det hele.

Jeg elsker at være her, jeg elsker Arons familie, stedet hvor han kommer fra, er bare så skønt. Så mit Amerika er for tiden mere sweet then bitter.... :)