Når lykken svigter og man er allermest ked af det, kommer den så tilbage igen?
For ca 6 måneder siden stod jeg med Abigail på armen, 3 kufferter og to klapvogne. Det var alt hvad jeg havde og ejede på det tidspunkt i mit liv. Det mest dyrbare for mig var og er at min datter har det godt og er rask og jeg blev nød til at flytte mig for at komme videre...
At flytte et barn fra hendes far og omvendt at tage et barn så langt væk fra hendes far, har ikke været det nemmeste valg i denne verden, men for de der kender mig, ved de at det har været den rigtige beslutning.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på at når livet flasker sig og glider fremad mod det bedre, så må det være fordi man er på rette vej, selvfølgelig vil man få modgang, men det har der været nok af de sidste par år, jeg synes det kun er fair at det går fremad.
De tre kufferter er blevet til et lille rækkehus, fyldt med møbler, billeder og andre ting som mange af mine veninder og min dejlige familie har hjulpet mig til at få. Jeg ved ikke helt hvordan jeg kan takke dem nok, for jeg har ikke meget at give af, andet end et tak af hjertet <3 Danmark er uden tvivl et fantastisk land med masser af muligheder, som det har budt mig siden jeg kom hjem.
Jeg har det bedste job, med de bedste kollegaer som jeg glæder mig til at skulle stå op til hver eneste dag. Egentlig havde jeg ikke troet at lysten skulle komme tilbage til at blive sygeplejerske, men det gjorde også kan det dælme ikke være helt forkert at jeg står her igen.
Jeg fortryder ikke min rejse et eneste sekundt, for den har ført mig til hvor jeg er nu og jeg ville ikke være andre steder end lige her og nu.
Helt ind i hjertet, til dig der har hjulpet mig på vej og hjælper mig lige nu, tak <3
Der er stadigvæk en del udfordringer på min vej, men det kommer alt sammen til at gå, det gør det jo allerede nu, selvfølgelig har jeg dage hvor jeg synes livet er sindsygt svært, men det skal der være plads til, ellers ville jeg jo ikke kunne føle hvornår det er allermest fedt.
