Om at finde en ven...

Ak, ja hvad gør man når man har boet i USA i snart et år og man ikke rigtigt har fundet en omgangskreds eller nogen man kan "hænge" ud sammen med, uden det er mandens kollegas koner... Vi er efterhånden flyttet et par gange og jeg er sikker på at det nok skal komme en dag nu hvor vi har fundet et mere fast sted at være. Det er faktisk det hårdeste tror jeg, ikke at jeg ikke gerne vil have Arons venner, men at finde mine egne er noget sjovere:) Og hey, jeg har jo faktisk en dansk veninde som er min ven og som bor "forholdvis" tæt på. Det er lidt træls at skulle "lede" efter dem hele tiden, man vil jo heller ikke være sindsygt pågående og trænge sig på hvor andre har deres liv og venner. Danmark virker så lille når man bor herovre, alt virker mere simpelt hjemme, hvor man kender gader, byer, stræder, venner, venners venner, familie og andre familier. Alt sammen noget jeg nok også ville gøre hvis jeg havde levet hele mit liv her i lille Scotts, der er mindre end V.Sottrup... Jeg keder mig egentlig ikke, men det ville være rart at have en ven at kunne snakke med eller tage ud at shoppe med. Min begrænsning er nok også at jeg ikke har fået min licens som sygeplejerske endnu, så jeg kan ikke komme alt for meget ud. Lige nu står den på mor/barn Yoga og snart svømmetimer, så må der sa dukke en ven op:)

Er der nogen derude der har prøvet det samme???

Skal man elske amning???

Fra inden jeg blev gravid, var jeg skudsikker på at jeg skulle amme. Der var ikke noget der, det skulle og ville jeg bare. Mens jeg var gravid, var jeg også 100 procent sikker på at det skulle jeg nok kunne klare, ingen problemer, min søster var vildt god til det, så hvorfor skulle jeg ikke bare også være monster ammer???

Jeg måtte bide min kækhed og ord i mig igen. Bitter var jeg flere måneder efter... Jeg løb ind i problemer lige fra starten. Min datter var sulten da hun kom ud og min mælk løb ikke til før på 5 dagen, hvilket resulterede i en MEGET sulten og skrigende baby. Vi måtte supplere med mælkeerstatning og på det tidspunkt var jeg rimelig ligeglad efter fødsel og ingen søvn i en uges tid, skulle hun bare have mad... Jeg var træt, rigtig træt. Da der ikke kom nogen mælk, var jeg nød til at lade hende amme meget og pumpe mælk på det andet bryst på samme tid. et noget ømt syn med en baby på det ene bryst og en pumpe på det andet, mens min mand lavede mad og sørgede for at jeg fik vand at drikke hver gang. Mine brystvorter var ødelagte næsten med det samme og jeg krummede tæer når hun lagde sig til ved brystet. Det var med meget blandende følelser jeg fortsatte. Jeg måtte bruge en suttebrik, alverdens cremer mm. Efter nogle måneder fik jeg den første ud af 5 brystbetændelser, høj feber og jeg var alene med 2 hunde, ny baby i vintermånederne i nord Michigan.

Og hvor blev alle følelserne af? Hvor blev den der, ihhh, hvor er det fedt at amme følelse af? Den kom, undskyld mig, sku da aldrig. Jeg synes det var pisse hårdt, jeg græd tit, var alene og synes at det hele bare var noget hø. for jeg ville gerne lære at elske det? Jeg ville gerne have den der fede følelse alle blade skriver om, den kom bare aldrig. Jeg hadede det virkelig.

Reddet blev jeg af sutteflasken... Min kære svigermor og jeg gik i skarp sutteflaske træning efter 2 måneder, for så kunne jeg i det mindste for en pause nu og da. Og hvilken lettelse, da hun endelig ville tage den? Pludselig blev jeg mere fri og vi kunne tage steder uden jeg skulle sidde og gemme mig under mit ammeforklæde hver gang. Jeg var naturligvis en smule afhængig af pumpen, men det var hvad det var, jeg havde nu en lille smule mere frihed og kunne nu kigge min datter i øjenene når hun spiste, hvilket for mig var en langt større mulighed for at se og lære hende at kende.

3 måneder var nu gået, jeg fik brystbetændelse igen og mine tænder føles som et sandt sensitivt medium, som ringede af smerte hver eneste gang jeg ammede, eller satte punpen til. Det skal siges ta jeg ALDRIG har haft problemer med mine tænder før jeg begyndre at amme og av for den, jeg lærte sandheden at kende da jeg gik til tandlæge og blev beordret rodbehandling, smertestillende og antibiotika i 10 dage. Dette var dråben da fik det hele til at gå i vasken. Min mælkeforsyning blev så forringet at min datter vågnede hver 2 time nu og ville spise. Jeg var dødtræt igen og nåede aldrig at komme ovenpå efter hver antibiotika behandling, Abigail blev også syg hver gang, hvilket resulterede i at jeg nu efter ca 4-5 måneder gik over til mælkeerstatning. Og hvilken lettelse var det for os alle? Jeg ammer nu 4-5 gange og dagen og giver hende mælkeerstatning samme antal gange. Jeg har langt langt mere overskud, skattepigen sover nu meget bedre.

Der er så mange delte meninger om amning og hvad der er det rigtige. Jeg har siddet til mange møder både med gravide og ammegrupper, hvor de kigger mærkeligt på en hvis man ikke lige elsker at amme. Hvor er så alle de andre der har det på samme måde som mig? Der må da være nogen der synes det samme og har haft en hårdt ammestart eller bare nogle problemer som gjorde at de ikke kunne forstætte? Jeg bliver kigget mærkeligt på, hvis jeg siger at jeg har brug for en pause, for det har jeg, det er benhårdt arbejde.

Nu nyder jeg min tid med Abigail, vi hygger når hun gerne vil amme, for jeg har overskud til det. Jeg nyder at hun sover mere, dvs jeg sover mere og alle i huset for noget mere søvn.

Fred være med det, det var og er nok den største skuffelse at man ikke bare kan elske noget som man troede man ville elske.

Living in Scotts Michigan

Det er lang tid siden jeg har skrevet noget som helst, jeg har haft en smule travlt med Baby Abigail, flytning, barnedåb, besøg fra dk og bare generelt travlhed. Men nu er det tid til et nyt indlæg, som jeg ikke helt ved hvad skal handle om.

Nogle gange støder man på folk i denne verden, som bumper ind i en, enten er det tilfældigt eller er det fordi man har brug for dem på det tidspunkt de dumper ned fra himlen. Du ved hvem du er, hvis du læser dette :) Det er sjovt og ganske dejligt når det sker og det sker altid for mig når jeg har mest brug for det. Hvor heldig kan man lige være. Elsker mennesker som inspirerer mig, som giver mig det sidste puf i den retning mit liv skal gå. Herligt ikke? Har du også sådanne oplevelser?

Til noget helt helt andet. Nu bor vi jo i Scotts Michigan med vores lille datter Abigail, Gravhundene Sammy og Freddie og det nyeste kuld Shæferhunden Charlie. Det er et fantastisk sted at bo, helt ude på landet, med masser af grønt, træer, vand, dyr, ikke så mange huse eller forurening som LA. Jeg elsker det, vi elsker det. Det er dejligt at kunne gå ud og slappe af i haven, lue ukrudt, lege med Abigail eller vapperne. De elsker det også her :)