Skibet er ladet med....?

Et normalt liv er egentlig ikke særligt inspirerende vel?
For hvad er et normalt liv sådan ca og hvorfor er man egentlig så sindsygt interesseret i hvad
hvad der sker eller er sket i andre folks liv? Og hvorfor bliver jeg så hulens sur når folk blander
sig i liv, når jeg lige gerne selv vil finde ud af hvad der er der foregår?

Mit skib er ladet med rigtigt mange ting som jeg har oplevet, mange ting som jeg bestemt ikke har
fortrudt på nogen måde og hvis det er interessant for andre folk at læse om eller snage i, er jeg nået
til det punkt at jeg ligeså godt kan skriv om det, så min egen historie kommer ud og ikke rygter om
hvordan jeg har det, eller hvad der er sket.

Abigail og jeg er flyttet hjem igen og det er vi af rigtigt mange grunde, men det vigtigste lige nu
er ikke hvorfor eller hvordan, det vigtige er har vi det godt og det har vi. At tage hjem var den rigtige
beslutning selvom den var hård. Vi er her nu og vi har det bare rigtigt godt. Abigail stortrives,
spiser godt og er begyndt at sove bedre. hun er startet i dagpleje og hun nyder det meget, selvom
hun jo har en stor moderbinding, da hun har været så meget ved mig.
Jeg arbejder hver dag på at få et arbejde, jeg vil bare så gerne arbejde igen, jeg har gået 2 år
nu i uvished, eksamner, licens søgning med mere, det har været hårdere end jeg nogensinde
har kunnet forestille mig. Jeg er træt af være uden arbejde og ønsker brændende at have noget
at gå op i og en normal hverdag. For nogle er det måske lykken at gå hjemme, men jeg ville give
rigtigt meget for at kunne arbejde igen. Jeg har dog en stærk fornemmelse af at det nok skal
komme her snart, imens indretter vi huset og får styr på en masse detajler der ikke ville være tid til
hvis jeg havde et arbejde...

Af hjertet tak til dem der har hjulpet os med alt hvad de nu kunne, jeg kan ikke sige tak nok til venner
eller familie som har stået her med åbne arme og taget godt imod os. Vi elsker jer