Også lige dig...
"Også lige dig, Pernille" åh du har været igennem så meget! Nu må det snart stoppe og der må komme gode tider til dig ❤️
Jeg havde svært ved, at forstå de ord det første stykke tid. Jeg var nemlig slet ikke nået dertil endnu. Jeg havde lige mistet min kæreste. Folk vil mig det godt, og JA guderne skal vide, at der er intet jeg hellere ville have end mere tid sammen med Christian. Der er ingen der ved om vi ville være blevet sammen, vi havde begge håbet og troen på det. Jeg har kun minderne og den gode søde kærlighed der var der, sommeren 2016.
Ja, folk har ret! Jeg HAR været uendeligt meget igennem, specielt de sidste 4,5 år. Men jeg har også vundet en hel del. Forskellen er dog nu, at Christians død er fuldstændig uden for min kontrol.
Min skilsmisse og valg om at flytte hjem, var MIT valg og med kontrollen i behold. Kampen om en gældssanering, var igen MIT valg og jeg vandt. Akut flytningen fra en bolig med skimmelsvamp var igen et "valg". Alt sammen livsbegivenheder som former og udfordrer en til det yderste. Det medfører også stress , en overlevelsesvilje og et evigt håb om en lille pause til at kunne kigge op igen.
Christian kom og var der, lige DER hvor jeg havde allermest brug for det. Som et pust fra himlen. Han gav SÅ meget i det lille stykke tid, at jeg havde svært ved at kunne rumme det i mit hjerte. Jeg har aldrig mødt eller mærker den slags kærlighed fra et andet menneske til mig. Jeg har lært ufatteligt meget om det, at være et kærligt givende menneske fra ham.
Døden kom som et lyn fra en klar himmel, tiden stod stille i lang tid. Min krop var som lammet, den er stadig præget af chokket. For hvad så nu? Hvordan gør man når man mister en man lige har mødt? Mine sanser er skærbet 200 procent, alle "krav" eller spørgsmål fra folk føles som en Marathon indeni. Jeg bliver bange når jeg ser en ambulance med blink, for hvad nu hvis det er en jeg kender? Lyde synes højere, og spørger du mig om noget har jeg måske glemt det 1 sek efter. Min hormonbalance er sent helt ud at kurs. Jeg leder efter en vej her midt i alt kaos, men kan ikke genkende mig selv. Jeg græder let, jeg griner over underlige ting, jeg bliver hurtigt sur, vred og føler at ting er personlige, selvom de ikke er det. Et pludseligt dødsfald er ikke længere noget der sker for naboen. Det skete for mig. For Christians børn, hans familie. Det kan ske for alle, selvom jeg ville ønske det ikke skete for nogen.
Jeg finder min vej, jeg lærer nye ting om mig selv, om livet, om kærligheden og hvad der er vigtigt. Jeg finder vejen og tilliden til livet igen, men dig, når du skriver, lytter eller når jeg møder en der giver et kram. Jeg har ikke mistet troen på kærligheden. For mig er vejen bare længere 💞😘❤️
Når i nu køber julegaver til jeres kærester, jeres familie og børn. Så tænder jeg et lys på Christians grav, med et inderligt ønske om, at der var mig der skulle ud for at finde en julegave til ham 🎄❤️
Glædelig jul 🎄
This blog is about a Danish mom, with a strong relationship to America. I have the cutest little girl named Abigail, who is half American. We travel alot and we live a quite different life, compared to most families.
lørdag den 17. december 2016
fredag den 9. december 2016
Den dag Christian døde...
"There is no
pain so great
as the memory
of joy in
a present grief"
Aeshylus
Ordene er skrevet kun få dage efter, at Chrsitian døde. Jeg har skrevet rigtigt meget efter hans død, det har hjulpet meget. Jeg har ikke anet hvordan jeg skulle gripe det her an. En kærlighed, der lige var åbnet for, blev taget væk. Jeg har ingen dårlige minder, kun den rene fine første forelskelse, som tog fusen på mig og dukkede op ud af det blå. Jeg ville aldrig have været foruden, men jeg ville gerne have haft meget mere.
"Christian er død. Ordene kan stadig ikke finde den rette hylde i mit hovedet. Jeg har prøvet igen og igen, Christian er død. Hvad betyder det? Det giver ingen mening. Da Christina ringede til mig, vidste jeg godt, at der var noget galt. Tror jeg håbede på , at hun ville sige noget andet. En ulykke, noget på arbejdet, alt andet end at han var død.
Men alligevel, jeg vidste det godt, det er svært at forklare, men jeg håbede til det sidste, selv efter at det var sagt. Det var ingen løgn, ingen drøm eller en åndsvag joke. Det var sandheden. Vi talte nogle minutter, hun fortalte at hans søn havde fundet ham i hjemmet. Christian havde været død længe og at det lignede et "naturligt dødfald". Det skar helt ind i mit hjerte, at vide det var hans søn der havde fundet ham.
Jeg løb ovenpå til min nabo, grædende og jeg følte at jeg råbte, at Christian var død. Har efterfølgende fået, at vide at jeg ikke råbte. Jeg løb ned igen, ned til min datter som havde gemt sig inde i sengen. Hun var blevet bange af at se mig græde. Vi holdt om hinanden længe. Min overbo kom ned og hjalp mig med nogle opkald til familien. Min mor kom og hentede Abigail, så jeg kunne samle mig selv op igen. Men hvordan gør man det? Når hele ens verden og ens hjerte ligger knust på stuegulvet? Min tanker myldrede rundt i hovedet. Hvad gør jeg nu? Hvordan kommer jeg videre fra det her? Kan jeg det her? Hvordan f... gør nu? Hvad med Christians børn og familie?"
Hele min verden væltede sammen den dag Christian døde. Hele verden væltede sammen for hans børn, hans kære familie. Hver især står vi med savn og sorg der ikke kan sammenlignes. Nogle med en lang fortid sammen og mig, hvor vi kun lige var startet? Gør det mindre ondt, hvis man kun lige har mødt hinanden? Kan jeg tillade mig, at sørge og hvor meget. Fortæl mig hvordan, men jeg tror ikke du kan, jeg tror ingen kan fortælle hvordan hver vores vej går nu.
Jeg forsøger, at samle brikkerne igen, at få tilliden tilbage til livet igen. Troen på, at det nok skal blive bedre, at min krop nok skal heale, stille og roligt. Livet og kærligheden vil aldrig blive den samme, men det er blevet lidt mere intens og sårbart. Jeg kan godt....
pain so great
as the memory
of joy in
a present grief"
Aeshylus
Ordene er skrevet kun få dage efter, at Chrsitian døde. Jeg har skrevet rigtigt meget efter hans død, det har hjulpet meget. Jeg har ikke anet hvordan jeg skulle gripe det her an. En kærlighed, der lige var åbnet for, blev taget væk. Jeg har ingen dårlige minder, kun den rene fine første forelskelse, som tog fusen på mig og dukkede op ud af det blå. Jeg ville aldrig have været foruden, men jeg ville gerne have haft meget mere.
"Christian er død. Ordene kan stadig ikke finde den rette hylde i mit hovedet. Jeg har prøvet igen og igen, Christian er død. Hvad betyder det? Det giver ingen mening. Da Christina ringede til mig, vidste jeg godt, at der var noget galt. Tror jeg håbede på , at hun ville sige noget andet. En ulykke, noget på arbejdet, alt andet end at han var død.
Men alligevel, jeg vidste det godt, det er svært at forklare, men jeg håbede til det sidste, selv efter at det var sagt. Det var ingen løgn, ingen drøm eller en åndsvag joke. Det var sandheden. Vi talte nogle minutter, hun fortalte at hans søn havde fundet ham i hjemmet. Christian havde været død længe og at det lignede et "naturligt dødfald". Det skar helt ind i mit hjerte, at vide det var hans søn der havde fundet ham.
Jeg løb ovenpå til min nabo, grædende og jeg følte at jeg råbte, at Christian var død. Har efterfølgende fået, at vide at jeg ikke råbte. Jeg løb ned igen, ned til min datter som havde gemt sig inde i sengen. Hun var blevet bange af at se mig græde. Vi holdt om hinanden længe. Min overbo kom ned og hjalp mig med nogle opkald til familien. Min mor kom og hentede Abigail, så jeg kunne samle mig selv op igen. Men hvordan gør man det? Når hele ens verden og ens hjerte ligger knust på stuegulvet? Min tanker myldrede rundt i hovedet. Hvad gør jeg nu? Hvordan kommer jeg videre fra det her? Kan jeg det her? Hvordan f... gør nu? Hvad med Christians børn og familie?"
Hele min verden væltede sammen den dag Christian døde. Hele verden væltede sammen for hans børn, hans kære familie. Hver især står vi med savn og sorg der ikke kan sammenlignes. Nogle med en lang fortid sammen og mig, hvor vi kun lige var startet? Gør det mindre ondt, hvis man kun lige har mødt hinanden? Kan jeg tillade mig, at sørge og hvor meget. Fortæl mig hvordan, men jeg tror ikke du kan, jeg tror ingen kan fortælle hvordan hver vores vej går nu.
Jeg forsøger, at samle brikkerne igen, at få tilliden tilbage til livet igen. Troen på, at det nok skal blive bedre, at min krop nok skal heale, stille og roligt. Livet og kærligheden vil aldrig blive den samme, men det er blevet lidt mere intens og sårbart. Jeg kan godt....
tirsdag den 2. februar 2016
Når en 7/7 løsning, lyder som et rent spaophold.....
Efter ca 1,5 uge med et barn, som har været småsyg, irriteret og træt. Ja, så må jeg indrømme, at en 7/7 løsning, hvor faren var inde i billedet, nogle gange lyder som ren luksus. Eller bare en hver anden weekend løsning, eller bare hver 4 :) Jeg er træt lige nu, så uendeligt træt... Jeg satser på bedring meget snart. Og når dagen kommer til, at vu flyver til USA, ja, så det hele jo omvendt. Men lige nu, er jeg bare træt. Eller måske bare en tur til Crossfit uden barn, kunne være en vild oplevelse.
100 procent alene mor, er på mange måder fantastisk,men det giver også små problemer, som folk måske ikke lige tænker over.
1. Det kunne feks være, at man har glemt at købe mælk og toilet papir, så har man valget kl. 1930, at tage barnet med eller finde en anden løsning, hvis det nu sover.
2. Skal man på date, skal man ALTID involvere folk i hvad man skal og nogle gange kunne det bare være rart at kunne tage ud, uden at hele ens familie ved hvor man er.
3. Man kan heller aldrig lige blive længere efter træning for, at snakke lidt, man skal for det meste hjem for at hente sit barn, eller barnet står og trækker i min jakke for, at komme videre.
4. Jeg har IKKE tid til, at små chatte eller smalltalk i træningscenteret, det er 1 times dyb koncentration, det er MINE 4 timers alene tid på 1 uge... Det er svært, når man er socialt anlagt.
5. Mit liv sociale liv foregår for det meste hjemme, foran min computer, hvis jeg skal snakke med folk, venner eller familie, medmindre jeg vælger, at tage hende med ud. Nogle gange er jeg super heldig, at folk besøger mig ;)
De første 2 år, var klart de hårdeste nogensinde i mit liv, men nu har jeg egentlig vænnet mig til, at sådan er det lige nu. For det er jo ikke sådan her vi skal leve altid. Jeg har gode venner, som hjælper, hvis det brænder allermest på. Til sommer skal vi til USA igen og jeg kommer til at savne hende til stjernerne igen... Lige så forbandet hårdt det er, lige så fortryllet er jeg af hende, men den må vi tage en anden dag, hvor stemningen er lidt bedre :)
100 procent alene mor, er på mange måder fantastisk,men det giver også små problemer, som folk måske ikke lige tænker over.
1. Det kunne feks være, at man har glemt at købe mælk og toilet papir, så har man valget kl. 1930, at tage barnet med eller finde en anden løsning, hvis det nu sover.
2. Skal man på date, skal man ALTID involvere folk i hvad man skal og nogle gange kunne det bare være rart at kunne tage ud, uden at hele ens familie ved hvor man er.
3. Man kan heller aldrig lige blive længere efter træning for, at snakke lidt, man skal for det meste hjem for at hente sit barn, eller barnet står og trækker i min jakke for, at komme videre.
4. Jeg har IKKE tid til, at små chatte eller smalltalk i træningscenteret, det er 1 times dyb koncentration, det er MINE 4 timers alene tid på 1 uge... Det er svært, når man er socialt anlagt.
5. Mit liv sociale liv foregår for det meste hjemme, foran min computer, hvis jeg skal snakke med folk, venner eller familie, medmindre jeg vælger, at tage hende med ud. Nogle gange er jeg super heldig, at folk besøger mig ;)
De første 2 år, var klart de hårdeste nogensinde i mit liv, men nu har jeg egentlig vænnet mig til, at sådan er det lige nu. For det er jo ikke sådan her vi skal leve altid. Jeg har gode venner, som hjælper, hvis det brænder allermest på. Til sommer skal vi til USA igen og jeg kommer til at savne hende til stjernerne igen... Lige så forbandet hårdt det er, lige så fortryllet er jeg af hende, men den må vi tage en anden dag, hvor stemningen er lidt bedre :)
mandag den 1. februar 2016
Jeg skylder nogen en tak..... Hvad kan Crossfit gøre for dig?
Jeg sad igår og ledte efter nogle billeder i en anden sammenhæng end det jeg vil skrive om nu.... Jeg faldt over nogle billeder, som jeg blev nød til at gemme og tænke lidt over. Jeg skylder nemlig nogen en tak....
For næsten 4 år siden da jeg kom hjem fra USA, den historie har i hørt, ledte jeg efter et Crossfit center i Sønderborg, jeg havde hørt så meget om det i USA og det skulle da bestemt prøves. Men der var ikke noget. Af omveje hørte jeg en fugl pippe om en fyr ved navn Bjarke Lorenzen, som ville åbne en box i Sønderborg og jeg var der med det samme. Det var jo MEGA vildt... Fordi Bjarke med (måske nogen skepsis) sagde ja til at jeg måtte have min datter med, vi stod oftest nede bagved og jeg tog den lidt mere med ro. Det var enestående, at komme til træning igen. Ja, folk har nok kigget underligt på mig, med min datter i Christania cyklen, godt pakket ind i dyner og flyverdragt, masser af legetøj også ellers afsted. Jeg er måske tosset, men tag lige et kig på hvad der er sket med mig og min datter i de 4 år, jeg har trænet i Crossfit Sønderborg #crossfitssønderborg....
Tak til Bjarke, fordi han altid har givet mig plads til at være der lige fra det hele startede...
Tiderne ændrede sig, først smadrede Carsten Juul mig fuldstændig i en eller anden syg WOD fra Open, jeg anede ikke hvem har var og det var nok også godt nok. Så kom Lars Boes Jørgensen og sammen overtog stedet og det blev til, Crossfit Sønderborg.... Her vil jeg egentlig også godt have lov til at sige TAK, for uden jeres tilladelse var det aldrig blevet en realitet med det børnerum, som mange elsker helt vildt højt..... Af hele mit hjerte TAK.... Tak fordi dem som ikke har andre muligheder også kan træne, tak fordi i har støttet op om det hele vejen....
Hvis du NOGENSINDE er i tvivl hvad træning eller Crossfit kan gøre for dig, så tag et lille kig med her:
For næsten 4 år siden da jeg kom hjem fra USA, den historie har i hørt, ledte jeg efter et Crossfit center i Sønderborg, jeg havde hørt så meget om det i USA og det skulle da bestemt prøves. Men der var ikke noget. Af omveje hørte jeg en fugl pippe om en fyr ved navn Bjarke Lorenzen, som ville åbne en box i Sønderborg og jeg var der med det samme. Det var jo MEGA vildt... Fordi Bjarke med (måske nogen skepsis) sagde ja til at jeg måtte have min datter med, vi stod oftest nede bagved og jeg tog den lidt mere med ro. Det var enestående, at komme til træning igen. Ja, folk har nok kigget underligt på mig, med min datter i Christania cyklen, godt pakket ind i dyner og flyverdragt, masser af legetøj også ellers afsted. Jeg er måske tosset, men tag lige et kig på hvad der er sket med mig og min datter i de 4 år, jeg har trænet i Crossfit Sønderborg #crossfitssønderborg....
Tak til Bjarke, fordi han altid har givet mig plads til at være der lige fra det hele startede...
Tiderne ændrede sig, først smadrede Carsten Juul mig fuldstændig i en eller anden syg WOD fra Open, jeg anede ikke hvem har var og det var nok også godt nok. Så kom Lars Boes Jørgensen og sammen overtog stedet og det blev til, Crossfit Sønderborg.... Her vil jeg egentlig også godt have lov til at sige TAK, for uden jeres tilladelse var det aldrig blevet en realitet med det børnerum, som mange elsker helt vildt højt..... Af hele mit hjerte TAK.... Tak fordi dem som ikke har andre muligheder også kan træne, tak fordi i har støttet op om det hele vejen....
Hvis du NOGENSINDE er i tvivl hvad træning eller Crossfit kan gøre for dig, så tag et lille kig med her:
torsdag den 21. januar 2016
En verden bag en skærm....
"Ghosting" er et forholdsvis nyt fænomen for mit vedkommende, men det er kommet uhyggeligt tæt på.... Jeg forstår det ikke helt, men det er efterhånden blevet sådan, at når man er single og dater, ja, så sker det, at man ofte løber ind i dette "problem." Ghosting er simpelthen, at folk lader være med, at skrive tilbage eller ignorere dig helt. Selvom man har datet nogle måneder, har mødt familie og børn, så sker dette alligevel. Selvsamme person, kan være ganske enig med dig at "ghosting" ikke er noget man gør, men personen vælger af uvisse årsager så, at gøre det alligevel.
Jeg er et STORT spørgsmåltegn her. Hvorfor? Er vores verden blevet sådan et sted, hvor den nemmeste løsning er, at gå sin vej? Selvfølgelig skal man ikke være sammen med en man ikke har lyst til at være sammen med, men af al respekt for sine medmennesker, den man har datet, børn og familie. Kan man så ikke lige sidde sig ned og snakke om tingene. Hvad er der blevet af det?
Hvad er der blevet af, at man tager udfordringen op? Ser hvad der sker og lige giver det en chance før man vender sig og går. Selvfølgelig er der mennesker der er mere fantastiske ude i verden, det VIL der altid være, men husk at det går begge veje...
Er det blevet en verden af hurtige løsninger? En verden af, nå hun er sgu lidt kedeligt i aften, jeg finder en ny. Af verden af at man ser problemerne, for man ser hvad det kunne blive. Jeg synes det er synd, uendeligt ærgeligt at folk ikke ønsker at ligge mere i hinanden som mennesker. Vælge hinanden til, istedet for at vælge fra. Se hinanden lidt mere i øjnene og forklar dem dog hvorfor man træffer det valg at vælge dem fra. Det er det mindste man kan gøre....Og er det ikke det man selv ønsker? At blive behandlet med respekt? Er det ikke det man ønsker der skal ske for allle? For sine børn, når de bliver voksne?
Jeg siger ikke at jeg er perfekt, jeg øver mig i at blive bedre hver eneste dag og øver mig meget i hvordan jeg kommunikere til folk i min hverdag. Nogle gange er det bare for nemt at sidde og gemme sig bag en tlf eller en skærm, afslutte noget fordi det bliver lidt for indviklet. Det behøver jo ikke være indviklet, alt afhænger af den måde du ser tingene på. Kig nu på den du sidder og snakker med, tag hen til ham eller hende. Snak om tingene og hold ud, tag tingene som de kommer.
Det ER så ligetil: vær mod andre som du ønsker de skal være mod dig....
Jeg er et STORT spørgsmåltegn her. Hvorfor? Er vores verden blevet sådan et sted, hvor den nemmeste løsning er, at gå sin vej? Selvfølgelig skal man ikke være sammen med en man ikke har lyst til at være sammen med, men af al respekt for sine medmennesker, den man har datet, børn og familie. Kan man så ikke lige sidde sig ned og snakke om tingene. Hvad er der blevet af det?
Hvad er der blevet af, at man tager udfordringen op? Ser hvad der sker og lige giver det en chance før man vender sig og går. Selvfølgelig er der mennesker der er mere fantastiske ude i verden, det VIL der altid være, men husk at det går begge veje...
Er det blevet en verden af hurtige løsninger? En verden af, nå hun er sgu lidt kedeligt i aften, jeg finder en ny. Af verden af at man ser problemerne, for man ser hvad det kunne blive. Jeg synes det er synd, uendeligt ærgeligt at folk ikke ønsker at ligge mere i hinanden som mennesker. Vælge hinanden til, istedet for at vælge fra. Se hinanden lidt mere i øjnene og forklar dem dog hvorfor man træffer det valg at vælge dem fra. Det er det mindste man kan gøre....Og er det ikke det man selv ønsker? At blive behandlet med respekt? Er det ikke det man ønsker der skal ske for allle? For sine børn, når de bliver voksne?
Jeg siger ikke at jeg er perfekt, jeg øver mig i at blive bedre hver eneste dag og øver mig meget i hvordan jeg kommunikere til folk i min hverdag. Nogle gange er det bare for nemt at sidde og gemme sig bag en tlf eller en skærm, afslutte noget fordi det bliver lidt for indviklet. Det behøver jo ikke være indviklet, alt afhænger af den måde du ser tingene på. Kig nu på den du sidder og snakker med, tag hen til ham eller hende. Snak om tingene og hold ud, tag tingene som de kommer.
Det ER så ligetil: vær mod andre som du ønsker de skal være mod dig....
torsdag den 14. januar 2016
Almost 4 years now...
How times fly.... ITS ALMOST 4 YEARS, its crazy...
Its been almost 4 years now. Abigails turns 5 next month and we are so busy almost everyday, that I sometimes wonder how fast everything goes and how much we must treasure every single moment we have in life. It might be over within just a second.
I have been writing about getting a divorce before, but Im going to mention it again, because still after 4 years it can break my heart thinking about it. Not that I want to go back, it didn't work out for us, but because I lost a lot getting a divorce. Not only a husband, but also a family, a relationship, friends, my house, all the things I moved from Denmark to the states, are still in USA and I might never get them back. I miss my dogs almost everyday, nothing can really replace them. Loosing everything and starting from 0, actually gave my a life lesson, that I will keep in my heart forever and nobody will never really understand the way I live or the choices I made for Abigail and me, because they never walked in my shoes and they never will. All I ask for is to listen when I tell my story and I promise you I will listen to yours.
Abigail still sees her father, he is a good dad and he loves her very much. We talk or text a couple of times every week, Abigail likes to talk with him on Skype or FaceTime. She is going to visit him this summer and I think its going to be great for them to have the summer together. It's going to be difficult, but still, he sees her 2 months and I have 10 months, I think I can survive, I did it before, but its just as difficult like the other times, that doesn't really get easy.. I still deep down in my heart think that it's the right thing for her to see her dad and to know that she has a absolutely amazing family in the States, who loves her, just like we love her here in Denmark. I really don't want her to have to search for her family one day or ask questions where is is from. She knows and she is until now perfectly fine with it.
The funny thing is, right now at this moment, I'm doing better then I never have imagined. I just got the dream position as a RN in home care. Its wonderful, and I love it. I never dreamed about loving this specific job, but I do and I love my co-workers too. I have been educated as a RN for 10 years this summer, can you believe it? 10 years... Lucky my co-workers didn't believe me, when I told it, they say I still look so young :) Not to mention my BF... I don't want to jinx it, but he is HANDSOME... and tall... ( Yes you might read this)
I truly deeply LOVE my life right now, I have nothing to complain about, I got everything I dreamed about. So I'm going to create some new dreams, thats the fun part of life, creating new dreams...
Its been almost 4 years now. Abigails turns 5 next month and we are so busy almost everyday, that I sometimes wonder how fast everything goes and how much we must treasure every single moment we have in life. It might be over within just a second.
I have been writing about getting a divorce before, but Im going to mention it again, because still after 4 years it can break my heart thinking about it. Not that I want to go back, it didn't work out for us, but because I lost a lot getting a divorce. Not only a husband, but also a family, a relationship, friends, my house, all the things I moved from Denmark to the states, are still in USA and I might never get them back. I miss my dogs almost everyday, nothing can really replace them. Loosing everything and starting from 0, actually gave my a life lesson, that I will keep in my heart forever and nobody will never really understand the way I live or the choices I made for Abigail and me, because they never walked in my shoes and they never will. All I ask for is to listen when I tell my story and I promise you I will listen to yours.
Abigail still sees her father, he is a good dad and he loves her very much. We talk or text a couple of times every week, Abigail likes to talk with him on Skype or FaceTime. She is going to visit him this summer and I think its going to be great for them to have the summer together. It's going to be difficult, but still, he sees her 2 months and I have 10 months, I think I can survive, I did it before, but its just as difficult like the other times, that doesn't really get easy.. I still deep down in my heart think that it's the right thing for her to see her dad and to know that she has a absolutely amazing family in the States, who loves her, just like we love her here in Denmark. I really don't want her to have to search for her family one day or ask questions where is is from. She knows and she is until now perfectly fine with it.
The funny thing is, right now at this moment, I'm doing better then I never have imagined. I just got the dream position as a RN in home care. Its wonderful, and I love it. I never dreamed about loving this specific job, but I do and I love my co-workers too. I have been educated as a RN for 10 years this summer, can you believe it? 10 years... Lucky my co-workers didn't believe me, when I told it, they say I still look so young :) Not to mention my BF... I don't want to jinx it, but he is HANDSOME... and tall... ( Yes you might read this)
I truly deeply LOVE my life right now, I have nothing to complain about, I got everything I dreamed about. So I'm going to create some new dreams, thats the fun part of life, creating new dreams...
torsdag den 12. juni 2014
107 days...
Abigail
Some probably think ( I know you do) how could or can I do it?
Isn’t it better to for a child to have a “safe” childhood with no moving around and knowing what is going to happen every day?
I agree, but I’m not fortunate to have a family just like any other family. I made a choice 2 years ago moving back to Denmark, before that I made another choice moving to the states. All of the choices has been very difficult, trust me. I probaly think more about it, then you ever will do. My child has a father on the other side of the world, she is half American and she has every right to see her dad and he has the right to see her. No matter how much I miss her, she is half American and half Danish, no one can take that away from her and she will be traveling for the rest of her life. And the missing is terrible, I’m not sure how I can explain how it feels. I have been through a whole lot of feelings, sometimes I felt like a manio/depressive person, one moment I could be extremely happy, 5 minutes later, I would be trying to call my baby in the middle of the night. I have had panic attacks, feelings of depression and sometimes I even looked if there was a cheap ticket to go see her, just for a day. When time went by it became easier, the missing was not to bad and I was able to live somehow normal again. I used all my energy on school, on working out and I kind of wore myself out, totally. I tried to set up some goals to have something to do, when I have the chance and I almost got everything done, before she will be back in Denmark.
If you wonder why she was going to stay with her father for so long, here is the reason why. A year ago I applied for a job in the ICU at the local hospital. This would mean that I had to go through a two year education program to become an ICU nurse. ( this is how its done in DK after you are an RN) I knew that schooling would take 6 weeks total, but I didn’t know it would be spread out for 6 months. I called my ex-husband and asked if he would take care of our daughter while I went to school, because I knew it would be very difficult being alone 24/7 with a 3 hers old, trying to study in a town 1,5 hours drive away, with no car and little money. He agreed right away and so did my mother in law, so all I needed was to get the job. I was almost certain I didn’t get it, cause its so difficult to get a job these days. But I did, and at that time 2014 seemed so far away. Time ran extremely fast, before I knew it, it was 2014 and I had to travel to the states with my daughter and it seemed very unreal. I know there is women all over the states who are doing the same when they depart with the military and I deeply respect them for the choice they made. When I think of that I don’t really have anything to complain over, but still it can’t remove the way I feel. Denmark and USA is very different when it comes to having opions when it comes to this and I almost think I lost some friendships doing this. I try never to judge people for how they have a family, we are all very different, some are very fortunate to have met the right guy at the right moment, others are like me, I met someone and got divorced. Im not 100 % sure why it didn’t last, I have my thoughts and my theories, but I never really figured out how fast a relationship can get destroyed. I don’t regret anything, because I would never have had Abigail or the experience or the opportunity to see the world like I always dreamed of.
Im so thankful that I have a ex-husband that I can talk to and that we agree on how we are going to bring up our daughter, because its not easy, but we try and I think we are doing good despite the situation we are in. I love my family over here, I love America, just as much as I love my family back home and Denmark.
Abonner på:
Opslag (Atom)