107 dage uden Abigail...

Der er gået 29 dage idag.  29 dage, uden små fødder på gulvet, tegnefilm i fjerneren, spil på ipad'en. Ingen tidspres, ingen stress, fulde nætter med uafbrudt søvn. Men et ubeskriveligt savn, som føles noget lignende den værste kærestesorg man kunne tænke sig, eller som om man har mistet en man holder rigtigt meget af. Det er uden tvivl, det sværeste jeg NOGENsinde har gjort, jeg ved at jeg nok skal komme igennem det, men det trækker tænder ud og jeg ville ønske at jeg bare kunne dufte til hendes hår, bare om natten, eller bare et kort sekundt.
Når alt det er skrevet, så ved jeg at hun har det godt, hun stortrives. Hun elsker hendes far overalt på jorden. Hun skal vide hvem hendes far er, så hun ikke en dag sidder i programmet sporløs og skal banke på en dør som måske ikke ville blive åbnet. En far, er ligeså god, som en mor. Abigail mangler hendes far, hun savner ham i hverdagen og vi snakker om ham herhjemme. Jeg er overbevidst om, at et godt samarbejde mellem far og mor, er bedre end intet samarbejde. Jeg ville ønske at alle kunne gøre det samme for deres børn, nu hvor det ikke kan være på andre måder, end at vi har valgt at gå hver vores vej. Ikke sagt at vi er bedste venner og deler alt, eller ikke kan blive uvenner over småting, diskutere osv. Men at man kan enes når det gælder Abigail, for hun kan ikke gøre for at hendes mor og far ikke har kunnet finde ud af det sammen. Hun er den der skal leve med at de ikke bor sammen, får nye kærester, hun får aldrig den perfekte familie, men hun får det allerbedste vi kan give hende, ubetinget kærlighed, tryghed og forhåbentlig en følelse af at vi kan sammen og er "gode" venner. Der er intet i verden, jeg ikke ville give hende. Jeg ville inderligt have ønsket at vores forhold ville kunne have fungeret og vi kunne være forblevet en familie sammen. At blive skilt, er noget nær det værste der kan ske for min opfattelse af hvordan jeg skulle leve mit liv. Jeg ønsker ikke at det skal ske for nogen i denne verden.
Hvorfor blev i ikke bare sammen? Min eksmand og jeg kunne ikke sammen, det var noget i retning af, olie og vand sammen, ville jeg til højre, gik han til venstre, drak han coca cola, drak jeg pepsi, jeg var til Nike, han til adidas, burgerking/mcdonalds, sort/hvid. Jeg tror når man når til et punkt hvor det hele skal gøres op og man ikke har kunnet sammen i meget meget lang tid, man har skændes hvert andet sekundt, grædt i uendelige mængder, prøvet mere end hvad ens grænser kunne holde til, så når man til et punkt hvor man enten giver op eller vælger helt at gå en anden vej. Jeg valgte den anden vej, hvis jeg ikke havde valgt den anden vej, ville jeg ikke have opnået det som jeg har lige nu og jeg ville ikke have været foruden. Det er den rette vej for mig. Abigail kan nu se en glad mor, som er der for hende, uanset hvad, som smiler og som laver ting med hende. En af de ting der har knust mit hjerte allermest er, at hun hver gang vi ser billeder af mig og min eksmand sammen, peger på dem og siger: mor ked af det. Det tog hende ca 1 år, efter at vi kom hjem, at sige til mig at jeg var glad.
ET år!!!!! Tænk hvis det lille pus, har rendt rendt rundt og troet at jeg har været ked af det et helt år... Hm, jeg tror ikke hun har tænkt dybt og inderligt over det, og den måde hun er på, har vist at hun er en lille fighter, som er enormt god til at omstille sig. Jeg er så stolt af at hun kan være ved hendes far og de kan få nogle gode måneder sammen, selvom jeg må kæmpe med et ubeskriveligt savn, dybt dybt inde i hjertet... Men jeg græder og savner gerne, for at hun kan få det bedste....

Giv jeres små et kram, nyd deres små finurligheder, fortæl dem at I elsker dem en ekstra gang, for min skyld, fordi i kan og pris jer lykkelige hvis i har nogen i kan dele det med, som står ved jeres side, lige meget hvad!

Abigail Clara, min elskede datter. Din mor savner dig, til himlen, månen, stjernene og ned til den dybeste sandbund... Vi ses om 78 dage...